|
|
At Leve Livet
Hypnose & NLP
Den hypnotiske trance tilstand er naturlig for os alle, vi går alle sammen i trance flere gange om dagen, det sker ca. hver 1½ time. Når du dag-drømmer, falder i staver eller bare sidder stille og kigger ud i luften, måske kun i nogle sekunder, er du i en naturlig hverdags-trance tilstand. Du ser måske indre billeder, hører lyde, fører en indre dialog eller "er" bare. Dette er en nødvendighed for os, det er en måde at "genoplade batterierne". Det betyder, at vi alle sammen har evnen til at gå i trance, det er en funktion i vores sind og en hypnoterapeut kan hjælpe dig med at skabe den naturlige ressourcefulde tilstand og anvende den til at lave de ønskede positive forandringer ved hjælp af hypnose og hypnoterapi.
Det ubevidste sind Når du er i hypnose, er du i bedre kontakt med dit ubevidste sind. Det ubevidste sind er vores "biologiske harddisk". Her er alle vores indlæringer lagret; alle vores evner, ressourcer, vaner og følelser, alle de indtryk vi har haft gennem hele vores liv.
Vores automatiske tanke- og adfærdsmønstre kører som "programmer" i det ubevidste sind. Det ubevidste sind vil altid prøve at støtte dig og bringe dig til en optimal tilstand. Men nogle gange kan der alligevel være nogle gamle tanke- og adfærdsmønstre som du, som voksen, føler begrænser dig. Man kan sige, at de tidligere indlæringer trænger til en "opdatering". Dengang de "tanke- og adfærdsmønstre" blev indlært havde de en positiv funktion, måske hjalp de dig til at indordne dig og fungere bedre i familien eller måske "kopierede" dem fra dine forældre.
Den mest effektive metode til at skabe adgang til det ubevidste sind er netop hypnose og ved hjælp af hypnose og hypnoterapi kan de gamle begrænsende mønstre ændres og nye støttende positive overbevisninger og holdninger kan indlæringer. På den måde kan følelsesmæssige konflikter, blokeringer og symptomer behandles og du kan opleve, at terapien vil frigøre flere ressourcer i dig og give dig berigende støttende indsigter. Du genfinder din livsenergi, indre tryghed og glæde og kan fungere på den måde, som er optimal for dig.
Hvad er hypnose? Når du er i hypnose er din opmærksomhed intens fokuseret. Det er en tilstand, hvor du både er i kontakt med dit bevidste sind og dit ubevidste sind. Det betyder, at du er i endnu bedre kontakt med dine behov, værdier, din indre kerne, når du er i hypnose. Derfor har du også kontrol over situationen, forstået på den måde, at man ikke kan hypnotisere nogen mod deres vilje og man kan ikke påvirke mennesker som er i hypnose med noget, som er imod deres værdier, etik og moral.
Hypnose er et værktøj Hypnose er et værktøj til at bringe sig selv eller andre, som ønsker det, i trance. Hypnose eller trance i sig selv skaber ikke forandringer, det er behageligt og man oplever afslappethed og velvære, men det i sig selv er ikke nok til at effektive positive forandringer sker.
En seriøs og dybdegående træning i forandringsteknikkerne er vigtig for at skabe en positiv og passende forandring. Jeg er trænet og certificeret i både Danmark, Norge, Israel, USA og England i Ericksoniansk Hypnose, Klinisk Hypnose og er desuden NLP Master Practitioner - NLP er et vigtigt og nødvendigt redskab for terapeuten til at forstå sindets funktioner, stille de rette spørgsmål, hjælpe klienten til at formulere målet og gøre forandrings-processen smidig. Den dybdegående uddannelse betyder, at det er muligt for mig at være fleksibel og imødekomme dine behov.
Hypnoterapi Hypnoterapi består bl.a. af metoder til at afdække årsagen til problemet (finde ud af hvornår og hvordan spiren er lagt) og herefter neutralisere, skabe en ny forståelse og finde nye ressourcer i årsagsbegivenheden og dermed nye positive støttende overbevisninger. Det betyder, at du i fremtiden kan handle og reagere ud fra den nye forståelse/indsigt, du har fået under hypnosen.
Hypnoterapi anvendes ofte til at frigøre sig fra begrænsende følelser som f.eks. angst, vrede, ensomhed, skyld eller skam. En del mennesker lever deres liv med en indre vrede. Vrede kommer fra følelsen af at have følt sig uretfærdigt behandlet på et tidspunkt – typisk i barndommen. Når en begrænsende følelse ligger og ulmer på et ubevidst plan, skal der ikke så meget til at trigge den i hverdagssituationer, dvs. man kan føle sig uretfærdig behandlet af kollegaer, ægtefællen eller andre man møder i sin hverdag. Men i virkeligheden handler det ofte om, at man ubevidst selv forvrænger andres ord og adfærd eller tager det personligt, så de matcher den indre uretfærdighedsfølelse, som man ubevidst har behov for at udtrykke. Ubevidst tager man måske andres ord for personligt for at give sig selv lov til at blive vred, fordi der er et behov for at afreagere – et behov der er opstået tidligere i ens liv.
Vrede er en meget stærk energi og det betyder, at ved at rense ud i den i terapien og få afreageret og tilgivet de mennesker fra fortiden, som man ubevidst eller bevidst føler har behandlet én uretfærdigt vil man opnå et stort energimæssigt positivt overskud.
Uanset om man har misforstået det, der skete i barndommen eller der virkelig skete noget uretfærdigt, handler det ikke om, at vi skal bruge vores liv og energi på at anklage andre mennesker. Det kommer der aldrig noget godt ud af og begrænser i længden kun os selv. Det drejer sig om den følelse, vi har skabt inde i os selv, det er den der i virkeligheden begrænser os.
Ved at rense den begrænsende følelse ud vha. hypnoterapi, kan du opleve en stærk frigørelse fra gamle, negative følelser, tanke- og adfærdsmønstre og på den måde opleve livet, dig selv og andre med større rummelighed og bruge din energi på konstruktive og tilfredsstillende ting.
Hypnoterapi og hypnose kan anvendes til at behandle utallige problemer og symptomer, så længe du selv ønsker at skabe en positiv forandring og kan forestille dig, at det er muligt at fungere uden problemet.
Du er altid velkommen til at kontakte mig og høre nærmere om, hvordan hypnoterapi og NLP kan hjælpe dig.
|